Om stress og hvorfor

I går, da jeg afleverede min datter i børnehaven, kom jeg til at tænke på, hvor hårdt og forkert det føles at aflevere sine børn tidligt og hente dem sent.

At årsagen til, at man lader sit familieliv være så hektisk og ens børns institutionstid så lang, må være vigtig og betydningsfuld.

Det skal give mening, at jeg arbejder så meget.

Ellers er det meningsløst, at mine børn er de første og de sidste i institutionen.

Derfor kan jeg ikke holde det ud, hvis arbejdet forekommer meningsløst.

 

Hvis opgaverne ikke giver mening. Hvis indsatserne ikke giver bonus. Hvis samarbejdet halter. Hvis tingene ikke kører. Hvis jeg bliver i dårligt humør af at gå på arbejde.

Og det er en dobbeltkonfekt, for jeg forlanger af mig selv og min omverden, at mit liv er på denne måde fordi det er det bedste. Hvorfor ellers gøre det?

Der er ikke tale om perfektionisme eller forsøg fra min side på at opnå noget, jeg ikke kan opnå arbejdsmæssigt. Jeg kan se det nu. Det handler om mening og meningsløshed. Det handler om styrke og fortvivlelse. Det handler om indhold i mit liv. At arbejde og privatliv hænger sammen. For hvis det alligevel er meningsløst…

Og jeg forsøger at gøre det meningsfyldt. Jeg forsøger at få det til at hænge sammen. Jeg ønsker, at de opgaver, jeg bliver stillet, uanset om de må forekomme fuldstændig meningsløse, som fx at lave elevplaner efter en ulogisk skabelon, skal være rigtige, brugbare og meningsfulde.

Men når det bliver som at råbe til en dør og slå i en pude, så mister jeg pusten, jeg mister døren og jeg mister mig selv.

Stress handler ikke om at man lige skal skrue ned for forventningerne, eller man skal lade være med at være så perfektionistisk eller man må prioritere sine opgaver. Det handler om, at det, man laver går hen og bliver meningsløst.

Reklamer